Mange tror at hvis bare man har rejst verden rundt femogfyrre gange og backpacket i hele asien, så er man en verdensborger. Det er man ikke. Der er mange mennesker der hvert evigt eneste år glæder sig til at læse rejsekatalogerne. De surfer ofte efter rejser på nettet, nå ja, og så snakker de oftest om rejser med deres veninder. Det er også fint, men lad os nu ikke gøre det til mere end det er! Det er okay at tage sydpå for at slappe af, men indrøm at du gør det for at komme væk fra hverdagen. Du har ikke mænget dig med den fremmede kultur, medmindre du selv har gjort et forsøg på det. Mange regner med at lære nye sider ved sig selv. Det er der dog også mange der gør. Især fordi vi kommer i det der “ferie-mood”, når vi er ude og rejse. Vi slapper mere af og fordi vi er et fremmed sted, har vi ikke på samme måde en facade oppe. Vi tager altså bedre imod mødet med den nye kultur.

Det at vi regner med at blive mere kulturelle af at rejse, stammer også fra gamle dage. I fortiden, før vi havde live-kommunikation på tværs af kontinenterne og landegrænser, var den fysiske rejse en brændende nødvendighed. Som tidligere nævnt, er det dog ikke en selvfølge at vi bliver verdensborgere af at rejse. Hvordan jeg ved det? Tjo, jeg kigger da bare på facts. Danskerne har aldrig rejst mere eller brugt flere penge på at rejse, alligevel ser vi i dag et stadig stigende fremmedhad. Vores udlændingepolitik har aldrig været strengere.

“Jamen jeg backpacker, jeg møder folk på jorden, jeg må da være en verdensborger”. Øhh og hvad så. De fleste backpackere er ikke bedre en turister der rejser til Mallorca eller Ibiza. De rejser stortset altid steder hen hvor de kan møde andre backpackere. Deres rejsen rundt, er ikke andet end spil for kullisen. De rejser rundt i de samme asiatiske lande, og de bærer det samme forbaskede tøj. Når de kommer hjem igen, fortæller de sikkert også de samme historier. Når de rejser rundt, interesserer de sig ikke engang synderligt meget for den asiatiske kultur, den kultur de backpacker rundt for at finde.